Spotify satser (også) stort på video: Afslører 12 egenproducerede musikserier

Spotify satser (også) stort på video: Afslører 12 egenproducerede musikserier

Spotify meldte for et års tid siden ud, at de fremover havde planer at integrere videostreaming i deres app til iOS og Android. Nu har de løftet sløret for 12 egenproducerede serier, der er eksklusive for Spotify. Det drejer sig om serier der i første omgang fokuserer på musik og popkultur.

Spotifys nye videoer kommer ikke til at vare mere end 15 minutter hver, og dermed går de i direkte konkurrence med abonnementer som YouTube Red, snarere end de tungere streamingtjenester á la Netflix. Videomaterialet fra Spotify bliver tilgængeligt for alle brugere, uanset om man har betalt medlemskab eller ej. I første omgang er det brugere i USA, Storbritannien, Tyskland og Sverige, der får adgang til indholdet senere i år.

Videokoncepterne omfatter blandt andet koncepter såsom ‘Rush Hour’ der handler om at lave mash-ups på tid (’Rush Hour’) og ‘Trading Playlists’ om kunstnere, der udveksler Spotify-playlister for en dag. Skuespilleren Tim Robbins og Def Jams tidligere direktør Russell Simmons er nogle af kræfterne bag videoindholdet og det inkluderer kunstnere som Macklemore, A$AP Rocky, Metallica og Elvis.

De planlægger desuden på længere sigt at producere deres egne comedy- og animationsvideoer og udvide samarbejdet med artister.

Meanwhile arbejder Apple Music efter sigende sammen med Dr. Dre, will.i.am og VICE for at lave originalt videoindhold, mens Tidal ligeledes eksperimenterer med video som ledsager for deres eksklusive musikudvalg.

Musikstreamingtjenester går således samme vej som MTV og VH1 engang gjorde, da de begyndte at supplere musikvideoerne med programmer som ’Making the Video’ og ’Behind the Music’. Lad os bare håbe at Spotify og co. ikke går samme vej som MTV, der efterhånden skiftede musikken ud med programmer om reality-stjerners fuldskab og catfishing.

Du kan se en fuld oversigt over Spotifys 12 nye programmer her:

‘Rush Hour’ – En etableret hiphop-artist og en newbie laver et remix på vej til studiet og spiller det derefter for fans.

‘Landmark’ – Interviews, arkivfoto og animation sat sammen for at fortælle en historie om et vigtigt øjeblik i musikhistorien – om f.eks. Beach Boys og Metallica.

‘Drawn & Recorded’ – Produceren T-Bone Burnett genfortæller en animeret begivenhed fra musikhistorien, for eksempel om Elvis i ghettoen.

‘Life in Short’ – En antologi-serie der med blandt andet dokumentar og animation udforsker enigmatiske artister på to minutter.

‘Trading Playlists’ – To kendisser bytter playlister for en dag.

‘Singles’ – Kunstnere genindspiller deres største hits i Spotifys studie i New York.

‘Rhymes & Misdemeanors’ – En serie om musikhistoriens bedst kendte kriminalhistorier.

‘Ultimate/Ultimate’ – Tim Robbins’ mockumentary om talentløse DJs, der kæmper om at blive den næste EDM-stjerne.

‘Generations’ – To hiphop-stjerner fra forskellige generationer samarbejder for at lave en ny version af deres højstelskede sange.

‘Public Spaces’ – Liveoptrædener fra store stjerner på offentlige steder, såsom Macklemore på Union Square og A$AP Rocky ved Brandenburger Tor.

‘Flash Frame’ – Stjerner optræder i Spotify kontor i New York og en video udvikles ved hjælp af forskellige medietyper for at skabe et narrativ omkring sangen.

‘Focus On…’ – Ved hjælp af data vil Spotify finde et band, der er populært i et bestemt marked og få dem til at optræde for superfans i området.

 

Læs også: Apple Music lancerer studiemedlemskab: Spar det halve på dit abonnement

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af