Det tog kun otte år, men Nintendo har endelig fået bugt med et famøst sexspil, der havde Peach, prinsessen fra ‘Super Mario’-spillene, i hovedrollen.
‘Peach’s Untold Tale’, som spillet hedder, så dagens lys tilbage i 2012. Siden da har spillet gået sin sejrsgang i de mere kuriøse dele af internettet, men nu er det altså slut, da Nintendo har meldt det for brud på copyright, rapporterer TorrentFreak.
I spillet kan man som Peach have sex på alle tænkelige måder med adskillige figurer fra ‘Mario’-universet, og man kan sågar blive gravid med en Goomba. Ikke overraskende er spillet voldsomt inspireret af hentai.
Bag ‘Peach’s Untold Tale’ står udvikleren Ivan Aedler, der har udviklet spillet som hobbyprojekt. Han har gjort spillet tilgængeligt helt gratis og samtidig kaldt det en pornoparodi for netop at undgå brud på copyright, da det i bedste fald ville falde ind under »fair brug«. Den købte Nintendo altså ikke.
Nintendo er de seneste år blevet berygtet for at slå ned på folk, der (mis)bruger deres ikoniske figurer, især hvis det sker under knap så familievenlige vilkår. Derfor kommer det måske heller ikke helt som den store overraskelse, at ‘Peach’s Untold Tale’ må lade livet.