I næste måned bliver ‘Assassin’s Creed’ udvidet med seriens seneste udspil, ‘Assassin’s Creed Valhalla’, men det er ikke det eneste, fans kan glæde sig til.
Netflix har nemlig annonceret en dugfrisk teaser på Twitter, der afslører en kommende serie baseret på den populære spilserie.
Der er ikke meget at komme efter i den ultrakorte teaser, og Netflix holder på nuværende tidspunkt kortene tæt til kroppen.
De vil dog gerne afsløre, at serien bliver live-action, og at den produceres af Jason Altman og Danielle Kreipnik fra Ubisoft.
Ifølge Deadline omhandler aftalen mellem Netflix og Ubisoft ikke kun en denne serie, men derimod adskillige serier, heriblandt animerede og anime, baseret på hele ‘Assassin’s Creed’-universet.
Det er ikke første gang, at ‘Assassin’s Creed’ filmatiseres. Tilbage i 2016 blev spilserien filmatiseret med Michael Fassbender og Marion Cotillard på rollelisten, men filmen blev en komplet fiasko.