Hvis du troede, at der blev lagt låg på QAnon-konspirationsteorien, efter Joe Biden i januar blev indsat som den amerikanske præsident, kan du godt tro om igen.
Faktisk er QAnon-følgerne overbeviste om, at Donald Trump er tilbage i rollen som landets leder i Det Hvide Hus.
Det skyldes et billede fra det ovale kontor på Instagram, hvor man efter sigende kan se Trumps refleksion i vinduet.
Kan du heller ikke se Trump i refleksionen, er du ikke den eneste, men profetien om en refleksion stammer faktisk fra et såkaldt Q drop, en besked direkte fra Q, tilbage i 2019.
Her lød det først »Refleksioner er vigtige«, hvilket senere blev opfulgt med beskeden »Find refleksionen inde i slottet«.
Billedet er blevet delt vidt og bredt af We the Pepe og MelQ, to store QAnon-konti på beskedtjenesten Telegram, hvor tilhængere er overbeviste om, at billedet er photoshoppet for at vise, at Trump er tilbage:
»Dette er beviset på, at patrioter styrer showet. De har forfalsket et gammelt billede af Trump, indsat Biden, og efterladt refleksion af Trump i vinduet for at forbinde det med Q-beskeden«, skrev en bruger ifølge Newsweek.
QAnon har ad flere omgange forudsagt, at Trump vil gøre comeback som præsident. Ingen af forudsigelserne har holdt stik, men har derimod blot udstillet konspirationsteoriens desperate trang til at holde sig relevant.
Det skyldes ikke mindst de manglende beskeder fra Q, der efter det tabte præsidentvalg har været næsten helt tavs med kun én officiel besked siden december sidste år.