Hvis du tror, at folk bruger mest tid på nye spil, så kan du godt tro om igen – nymoderne klassikere som ‘Minecraft’ og ‘Grand Theft Auto V’ er nemlig stadig de spil, som har været kørende længst tid i de første tre måneder af 2022.
Det afslører tal fra analysefirmaet NPD Group, som også lister titler som ‘The Sims 4’ i top ti over årets mest populære spil, skriver Kotaku.
Tallene dækker kun over amerikanske spillere, men fungerer stadig som et godt pejlemærke for, hvilke udgivelser der stadig trækker opmærksomhed.
De nyeste udgivelser på listen er ironisk nok slet ikke fra 2022. Der er tale om ‘Madden NFL 22’, ‘Call of Duty: Vanguard’ og ‘NBA 2K22’, som alle tre udkom sidste år.
Dette giver dog god mening, for de spil, som er de helt store tidstyve – heriblandt sports- og skydespil som ovennævnte – udkommer som regel i løbet af efteråret og er altså slet ikke tilgængelige endnu, da folk derfor stadig sidder med sidste sæsons udspil.
Samtidig er der også en langt længere levetid på spil med sociale og online-elementer, hvilket afspejles af listens top ti, hvor man ikke finder et eneste spil uden bare ét af de aspekter.
Mat Piscatella fra NPD Group tilføjer, at ‘Elden Ring’, som faktisk udkom tilbage i marts, er helt nede på en 20. plads bag spil som ‘Rocket League’ og ‘The Elder Scrolls V: Skyrim’.