Der er store planer for Zack Snyders rumopera ‘Rebel Moon’, som lander på Netflix i slutningen af året.
Vi får nemlig ikke kun glæde af selve filmen, men tilsyneladende også et omfattende rollespil, der udvider filmens univers, skriver We Got This Covered.
»En af de ting, jeg virkelig har det sjovt med, er – og jeg ved faktisk slet ikke, om jeg må tale om det – et rollespil, som vi har gang i, der bogstaveligt talt er sindssygt og så medrivende, intenst og vildt stort«, afslører Snyder i podcasten The Nerd Queens.
‘Rebel Moon’ omhandler en koloni i udkanten af en galakse, som pludselig trues af tyrannen Balisarius (spillet af Ed Skrein). Kolonien sender derfor den unge, mystiske Kora (Sofia Boutella) ud for at samle en hær af krigere, som skal tage kampen op mod den nye trussel.
Hvordan historien helt præcist skal videreføres i et virtuelt univers vides endnu ikke, for Snyder løftede ikke sløret for specifikke detaljer.
I teorien kunne det blot være et mobilspil, hvilket Netflix efterhånden har markeret sig solidt med, men hvis det virkelig skal være så episk og omfattende – Snyder omtaler det på et tidspunkt som et projekt af »latterligt stort omfang« – må det næsten være en større udgivelse.
I så fald kunne det indikere, at streamingtjenesten er ved at gøre klar til et endnu større skub ind på gaming-markedet, hvor de indtil videre primært har sikret sig rettighederne til mindre indiespil på iPad og mobil.
‘Rebel Moon’, der også har Jena Malone, Djimon Hounsou, Charlie Hunnam og Anthony Hopkins på rollelisten, lander på Netflix den 22. december.