Verdens største youtuber sagsøgt for kronisk mishandling og seksuel chikane i realityprogram

Deltagere kræver erstatning for ekstreme arbejdsforhold under optagelserne til youtuberstjernes Amazon-satsning. Allerede i august kom de første afsløringer frem.
Verdens største youtuber sagsøgt for kronisk mishandling og seksuel chikane i realityprogram
Mr. Beast. (Foto: Rich Storry/Getty Images)

Allerede inden premieren er det blevet kaldt verdenshistoriens største gameshow.

Men nu har fem unavngivne personer lagt sag an mod YouTube-fænomenet Mr. Beast og milliardvirksomheden Amazon for »kronisk mishandling« og »omsorgssvigt« under deres deltagelse i realityprogrammet ‘Beast Games’. Det skriver Variety.

Mr. Beast – med det borgerlige navn Jimmy Donaldson – er med sine mere end 315 millioner abonnenter den største youtuber i verden, mens Amazon er den tredjestørste virksomhed globalt.

Sammen har de produceret ‘Beast Games’ for streamingtjenesten Amazon Prime, hvor intet mindre end 1.000 deltagere gennem en række forskellige udfordringer dyster om at blive den ene vinder af en præmie på fem millioner dollars. Det svarer til omkring 33 millioner danske kroner.

Programmet skulle udkomme i slutningen af året, men efter optagelserne i sommer beskylder de fem deltagere nu blandt andet produktionen for ikke at udbetale løn og sørge for at forhindre seksuel chikane under optagelserne.

Deltagerne sagsøger desuden Mr. Beast og Amazon for at udsætte dem for »farlige omstændigheder og forhold under ansættelsen«. De blev ifølge søgsmålet desuden frataget lægehjælp, mad, søvn og basale hygiejneprodukter.

Hverken Mr. Beast eller Amazon har kommenteret sagen endnu.

Deltagere besvimede og blev indlagt

I august kunne flere deltagere berette om produktionens forventninger til potentielt fatale udfordringer i ‘Beast Games’.

Deltagere fortalte blandt andet, at de til castingen var blevet spurgt, om de var villige til at blive begravet levende eller rejse ud i rummet, skrev The New York Times.

I en kontrakt blev de blandt andet bedt om at skrive under på, at aktiviteterne i programmet kunne medføre »død, sygdom eller alvorlige skader på kroppen«.

»Det inkluderer – men er ikke begrænset til – udmattelse, dehydrering, overanstrengelse, forbrændinger og hedeslag«, lød det videre i kontrakten.

The New York Times understreger dog, at den slags formuleringer ikke er atypiske i amerikanske realityprogrammer.

Flere deltagere forlod konkurrencen på en båre, mens flere andre kastede op, besvimede eller blev indlagt, ifølge deltagere i programmet.

På trods af kontrakterne mener de fem anonyme deltagere bag søgsmålet, at de er blevet udsat for meget mere, end de var indforståede med. De kræver kompensation for påstået ubetalt løn og en endnu ikke specificeret erstatning.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af