Moi Caprice
Poppen er i centrum på ‘Once Upon a Time in the North’, der svinger fra den glade og letfordøjelige ende af popmusikken til den mere svært tilgængelige.
Et eksempel på det første er blandt andre ‘Riding in Cars with Girls’, der kører stille og roligt derudad med vinden i håret. En simpel og iørefaldende melodi med violin og xylofon som baggrundscrême. Nummeret har som helhed noget af det mere luftige og glade Divine Comedy over sig. ‘Artboy Meets Artgirl’ er også blandt de numre, der pirrer trommehinderne.
I den anden ende kræver det tid og tålmodighed at komme ind på livet af ‘Chinese Butterfly’ og ‘The Sun & The Silence’. Men når man til gengæld kommer derind, fremstår de som smukke og eftertænktsomme sange, man ikke lægger fra sig lige med det samme.
Albummet folder sig langsomt men sikkert ud ved flere gennemlytninger. Enkelte numre forbliver dog uopfindsomme og kedelige. Det er ‘Summerfool’ og ‘Airholes and Echoes’ eksempler på. Alligevel er Moi Caprice sluppet godt fra deres debut, hvorfra man måske genkender den flotte ‘Daisies’, der er blevet spillet flittigt på P3.