SPOT09: Bugpowder – næsten ren gift
Midt på lørdag eftermiddag spillede Bugpowder i Ridehuset en SPOT09s vel nok mærkeligste koncerter.
Fra et band med guitar, trommer, trompet og trombone kunne man forvente lidt andet end en traditionel rockkoncert. Det var det bestemt også, men ikke i overvældende positiv retning, og umiddelbart var det en ret rodet og usammenhængende affære. Når det var bedst, var musikken langstrakt og monoton, nogle gange med at snert af surf, og den blev drevet frem af guitaren og de energiske trommer, hvilket desværre kun skete alt for sjældent. Også de fhv. stille passager med gentagelser af et kort melodistykke, som regel kun med lille indblanding fra blæserne, var i orden. Men alt for ofte var musikken ret så avantgarde, og det lød som de fire musikere spillede mere mod end med hinanden, eller den gled ud i lange passager, hvor der hverken var nogen udvikling eller ordentligt drive i musikken.
Deres måde at drive alle mulige og umulige lyde ud af instrumenterne og eksperimentere, var yderst positiv, men det var langt fra nok til at fjerne følelsen af, at det der foregik mere mindede om en mere eller mindre freestyle jam-session, der var hevet ud af øvelokalet og op på scenen, mere end om en reel koncert.