Rhythm in Bloom
Rhythm in Bloom er et sammenrend af fem mænd fra forskellige egne af landet, og de har nu fast base i København. Guitarist og sanger Jesper Brix er en af ophavsmændene og har tidligere turneret med noget af bandets nuværende materiale som solist på jyske spillesteder.
Things That Matter er titlen på bandets ep med tre numre, hvor singer-songwriter stilen som amerikanske Hootie and The Blowfish og et andet dansk up-coming band Grand Avenue dyrker, er blandt forbillederne for Rhythm in Bloom. En stil der passer bandet fint, kan man høre på de tre gennemarbejdede numre, hvor kompetencen er hørbar.
Den første ‘Somehow Somewhere’ er det bedste, hvor melodien bliver løftet videre af et godt og halvpompøst omkvæd, der akkompagnerer tekstens fortrøstningsfulde vrede glimrende uden, at der vises tænder i musikken. Den polerede lyd krænger aldrig over til vilde øreskærende guitarsoloer, og bandet holder sig (for) pænt inden for sin genres forbilleder.
På det andet ‘Rising Star’ er tempoet faldet en smule, og igen er melodien behagelig og for det meste fængende. Alligevel nummeret knap så spændende som det første. Ep’ens sidste, der har samme titel som ep’en er Rhythm in Bloom helt nede i tempo, hvor det desværre bliver mere kedeligt end smukt. Med blot tre numre på demoskiven, må man forudsætte, at de udvalgte er cremen af bandets materiale indtil nu. Sidste skæring burde have været et eventuelt femte eller sjette valg i rækken.