Das EFX

Det begynder så godt på Das EFXs nye album ‘How We Do’. I en diskografisk intro mixes uddrag fra Das EFXs største hits sammen og man mindes som lytter om, at dette er gruppen bag hits som ‘Real Hip Hop’ og ‘Represent The Real’. Gruppen der med deres 1992 debutalbum ‘Dead Serious’ og deres “diggedy” rap præsenterede hiphop verdenen for en rap stil der skulle danne skole og blive en af de stærkeste repræsentanter for solid østkyst hiphop et godt stykke op i halvfemserne. I en så høj grad at Phife på Tribes 1996 udgivelse ‘Beats, Rhymes And Life’ må kommentere att:

“Niggaz sound like Das EFX, If it ain’t Das EFX, then they sounding like Meth
You might as well do Megadeth, Yo, punk MC’s better save your freaking breath”

Efter introen går det imidlertid helt galt for rapperne Dray og Scoob. For straks efter introen præsenteres man for et direkte hæsligt nummer med et af den slags beat der får en til nervøst at åbne det medfølgende innerlabel i forventning om at navnet P Puffy Diddy Daddy står lige efter “produced by:”. Men nej, det er ikke Diddy, det er værre. Det er Dame Grease, en af de producere som undertegnede arrigt beskylder for rap fænomenet Nas’ ekskursion til wanna be R’n’B land, med fesne trommer, chiki-chiki lyde og hele pivtøjet. Derudover suppleres produktionen med dårlig rap og et elendigt hook. Og så er stilen for resten af albummet lagt. Produktionerne, der hovedsageligt varetages af Das EFX selv, er uoriginale i enhver henseende. Som oftest er det produktioner med meget syntetiske pop/R’n’B trommer, et melodisk, men kedeligt og af og til nærmest irriterende, hook, samt sing-along omkvæd i spandevis. Vi er “in tha’ club”!

Enkelte lyspunkter er der dog produktionsmæssigt – om end lyset er meget svagt. ‘The Memories Remain’ med Sean Paul på omkvæd, er et temmelig simpelt og uoriginalt beat, men hooket – en sampling af en stemme afspillet i stærkt omskruet tempo gør det levende. Glimrende, hvis det ikke var fordi nummeret nærmest lyder som en tro kopi af franske Saïan Supa Crews ‘Ils étaient une fois’. Det samme gælder for et af de andre lyspunkter ‘Jungle’, der også er hørt før med Tupacs ‘Keep Ya Head Up’ med samplingen af Roger Troutmans ‘Be Alright’.

Lyrisk lader vi billedet stå et øjeblik:

“We just the niggas that you love to bigidty be, when we run up in the clubs for frigidy-free”
(Scoob, Get It Poppin’)

Godt nok har Das EFX aldrig haft specielt meget på hjerte. Det har oftest handlet om at repræsentere og sætte andre rappere på plads lyrisk, men teksterne er for det meste blevet leveret med fantasifulde metaforer og høj originalitet. Denne gang vrimler det imidlertid med klicheer og simple enderim, udført i et simpelt flow og emnerne er oftest om at “get dat cash”.

Dette sjette album fra Das er ikke godt nok og det er vel ikke siden 1995 albummet Hold It Down produceret af bl.a. DJ Premier og Pete Rock, at de har leveret varen. Paradoksalt nok kommer manglerne ved dette album netop til at stå bøjet i neon på grund af den tilbageskuende intro, der minder om Das EFXs meritter. Vi mindes i stilhed.