Olesen-Olesen – dejlig arrogance

Med hele tre åbningsnumre, et fra hver af de tre albums ‘Hårdnakket idyl’, ‘Indenlands udenbys’ og ‘Dagens gerning’ tog Olesen-Olesen hul på koncerten på Voxhall.

Tekstforfatteren og sangeren Peter H. Olesen er komponisten og guitaristen Henrik H. Olesens storebror. På scenen er Peter ikke kun Henriks storebror men derimod hele bandets ‘storebror’. Han opfører sig meget arrogant når han irettesætter de andre bandmedlemmer mellem numrene. Det er især Henriks guitarspil der står for skud, men også keyboardspilleren Rasmus Bjerregaards udtale af ordet ‘idyl’ bliver kommenteret. Heldigvis sker det på en dybt ironisk måde, så selv den irettesatte ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.

Når teksterne fra det seneste udspil handler om at lave ingenting, er det godt at Peter H. Olesen har tid mellem numrene til at komme med sine kritiske synspunkter, der præger de tidligere udgivelser. Hans arrogante og (selv)ironiske kommentarer slår benene væk under publikum, der griner højlydt og klapper anerkendende, når han på bedste Steffen Brandt-manér kommer langt ud over scenekanten.

Brødrenes seneste album ‘Hårdnakket idyl’ er indspillet uden bas og trommer, men live præsenteres det i samme stil som de forgående udgivelser med orkester. Det er lidt synd, for på den måde lyder de nye og anderledes sange meget som de gamle. ‘Orkestret’ lægger en rigtig god baggrund med bas, lapsteel, tangenter og trommer, men når nu de har et nyt album med glimrende sange ville det være rart med bare en enkelt sang fremført i samme smukke folk-stil som på cd’en.

De bedste sange fra ‘Anonyme melankolikere’ og ‘Der er brev fra onkel Bob i Amerika’ var godt placeret i slutningen af sættet og blev dermed koncertens højdepunkt. “Selvom vi er arrogante, spiller vi da ekstranumre”, indrømmede Peter H. Olesen. Det blev til hele fire styk, sluttende med deres danske fortolkning af Kraftwerks ‘The model’.

Koncerten blev optaget af P3 Live, og vil blive sendt i radioen ved juletid.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af