Lost in the Garden

Lost in the Garden er et band, der har sin daglige færden ude på Amager. Bandet består af tre medlemmer, der henholdsvis behersker guitar, bas og trommer. Det kan således siges, at Lost in the Garden er bygget op over Dizzy Mizz Lizzys læresætning – “I mean one guitar a bass and a drummer – that’s really all it takes” – fra sangen ‘Glory’.

Med bandets demo-cd er det tydeligt, at de ikke har planer om at ændre ved grundpillerne i den genre, som de bevæger sig indenfor. De spiller rock, der lyder meget som udenlandske mastodonter som Pearl Jam og Stone Temple Pilots.

For så vidt leverer Lost in the Garden en god og habil gang tråd til øregangen. Demoen lægger ud med nummeret ‘In My Eyes”, der er et energisk nummer, som formår at tiltrække lytterens opmærksomhed. Men denne energi fortager sig desværre hurtigt, eftersom der ikke er nogen reel udvikling i sangen. Og denne manglende udvikling fortsætter igennem hele demoen. Det udvikler sig derved hurtigt til en monoton og forudsigelig affære at lytte til.

Strukturen i alle numrene er stort set den klassiske vers/omkvæd opbygning, kun afbrudt af den obligatoriske røvballesolo. Det er egentlig en skam at Lost in the Garden ikke har mere fantasi i deres kompositioner, da det lyder som om, der er glimrende musikere bag instrumenterne.

Hvis bandet kan formå at få lavet nogle bedre kompositioner, så ville resultatet uden tvivl blive et spændende møde. Ellers må bandet vist hellere vænne sig til at fare vild i musikken.

Lost in the Garden. 'Demo'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af