Manual – lysende talent
Det var musik af noget nær fantastiske dimensioner, som Manual overrislede publikum med på Rust lørdag aften. Fra sit hyggelige hi bag det overdådige kontrolpanel af elektronisk udstyr sad Jonas Munk Jensen stille og roligt og beviste sit værd som en af Danmarks mest lysende talenter på den elektroniske scene i disse år.
Som en ægte ‘screengazer’ var han fuldt ud optaget af musikken, som med udgangspunkt i laptop’en blev tilføjet lange og lysende klare guitarflader, og controller-lir ud over det sædvanlige. Nok kan Manuals ambiente indietronica karakteriseres som cirklende og nok er der ingen vokal til at forføre lytteren igennem stemningerne, men man mærkede simpelthen manden trække vejret gennem musikken i en grad, så den umuligt kunne ignoreres.
Opmærksomheden fra det noget nært henførte publikum var sikret med første dels lange varme guitarflader, der foldede sig fornemt ud og for en stund gjorde Rust til et helt særligt sted at være. Anden dels mere afvekslende karakter holdt interessen ved lige og skærpede ørene, så kulminationen med den sidste dels magisk bjergtagende og på en gang dansable og trippede udladning for alvor satte trumf på forestillingen.
Undervejs var der kun et enkelt nummer, ‘Cassy’ fra ‘Ascend’-albummet, jeg kunne genkende, ellers var der tale om bragende koncertversioner, der nåede langt ud over højtalerne og virkeligt gav publikum noget at flyde med på.