Pinchbeck

Et sted i København sidder der et band der hedder Pinchbeck og har det rigtig godt. Det burde de i hvert fald have, for de har indsendt en demo, der er så god at de burde skamme sig. Det er meget overbevisende fra allerførste lyt, og vellyden fortsætter hele vejen gennem demoen, fra nummeret ‘Sacked’ over ‘Owerflow’ til rosinen i pølseenden, ‘Healing’.

Der er desværre også andet Pinchbeck burde skamme sig over, og det er den meget i øjenfaldene og desværre altoverskyggende Tool inspiration. Der er dømt Tool-klon over hele linien, og det kan såmænd også være udmærket, hvis man savner de gode gamle Tool dage. På nummeret Owerflow er der endda en del strengelyde i baggrunden, der er så godt som magen til lyde der er brugt på Tool’s fantastiske album Ænima.

Kan man se ud over denne kobling, er der ikke meget at sætte fingeren på. Sangen er fænomenal. Guitaren perfekt. Bas og trommer er lige i øjet og mage til helstøbt demo skal man lede længe efter.

Den korte konklusion må blive at Pinchbeck bliver svære at komme uden om, hvis man beslutter sig for at lave en liste over de bedste undergrunds metalbands i Danmark for øjeblikket. Denne anmelder måtte i hvert fald høre ‘Overflow’ igen og igen. Og har baseret karaktergivningen på dette.

Den lidt længere konklusion må være at vi spændt venter på nyt fra både Pinchbeck og Tool. Den næste Pinchbeck må så gerne være lidt mindre Tool, hvorimod den nye Tool gerne må være lige så meget Tool som Pinchbeck er det på ‘Overflow’.

Pinchbeck. 'Overflow'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af