The Magic Bullet Theory

‘Poems & Explosions’ er en blandet fornøjelse at lytte igennem. Til at starte med er det opfriskende med den energi og vildskab, som bandet udtrykker, men efter de første fire numre begynder man at længes efter lidt variation i den konstante guitarstøj, der bliver skudt ud af højttalerne. Denne kugleregn fortager sig dog ikke, og efter 33 minutter, sidder man og føler sig fuldstændig gennemhullet af guitarlarm og maskuline skrig.

Titlen på ‘Poems & Explosions’ burde nærmere blot være ‘Explosions’, da der ikke er meget poesi over de kaskader af støj, der udgør de 13 kompositioner.

The Magic Bullet Theory nævner i deres pressemeddelelse, at “de har trænet i rockhistoriens mest beskidte afkroge”. Det virker mærkeligt, eftersom The Magic Bullet Theory nærmere lyder som en uoriginal fordansket klon af The Hives.

Nu er det heldigvis ikke skidt det hele. Med sange som ‘The Truth is a White Lie’ og ‘No. 1 with a Bullet’ viser The Magic Bullet Theory, at de har potentiale for at lave nogle gode rocknumre. Desværre forsvinder disse få lyspunkter hurtigt i et inferno af larm.

‘Poems & Explotions’ er optaget i det anerkendte Delta Lab, der bliver bestyret af superhelten Thomas Troelsen, og det er også ham, der har været med The Magic Bullet Theory i studiet. Normalt betyder hans indblanding, at der kommer noget spændende og lytteværdigt ud, men det er desværre ikke tilfældet med ‘Poems & Explosions’.

The Magic Bullet Theory. 'Poems & Explosions'. Album. Play/Rec.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af