Love Shop – for fuld udblæsning

Lørdag aften skete det så endelig: det lykkedes undertegnede at glemme alt om prinsebryllup, og forskellige suppe, steg og is-crooneres forfærdelige bud på bryllupsviser, som har terroriseret radiobølger og øregange alt for længe. Også selvom den nært forestående royale begivenhed faktisk blev nævnt fra scenen under Love Shops fine koncert – det afstedkom da også aftenens eneste, men til gengæld store ‘buuh’ fra salen. Dejligt at vide, at man ikke er alene.

Love Shop troppede selvsikkert op til et næsten udsolgt Store Vega, fyldt med et publikum, som havde lyst til at feste igennem. Koncerten startede lidt fladt, men kom hurtigt op i omdrejninger med et par klassikere fra bagkataloget. Efterhånden som koncerten skred frem, begyndte det hele at minde om en udvidet privatfest. Det var tydeligt at se, at Love Shop har en yderst trofast fanskare, der føler sig hjemme under koncerterne, og selvfølgelig kan synge med i to stive timer uden at blive den mindste smule hæse.

Love Shop er dygtige og garvede, har teknisk tæft i overklasse, men er samtidig – heldigvis – aldrig blevet helbredt fra deres legesyge. Blandingen af erfaring og kæk eksperimenteren, holder deres musik levende og dynamisk. Jeg vil derfor anbefale samtlige bonderøvsrockgrupper, som har haft held og tunge til at komme i rotation på P3, at møde op når Love Shop spiller i Tivoli. Det lyder altså bare for fedt, når en guitarist og en bassist laver induktion på hinandens pickupper.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af