Sterling

Sterling er lidt ligesom den lalleglade spilopmager i skoleklassen, der med snot hængende i lange guirlander under næsen render rundt og jagter piger og hønseringe i skolegården. For nogle gange ved man ikke, om man blot skal smile overbærende, mens man andre gange er nødt til at lade sig charmere, hvad enten man vil det eller ej. Sterling bevæger sig rundt i et umiskendeligt univers, hvor alt fra overskæg, over rytmeboks til fraseringer oser af rendyrket 80’er-nostalgi. Med alt hvad det indebærer.

De snublende trommer og den vimsede synth klæder i høj grad Sterlings smånaive, danske tekster, og på første halvdel af ‘Solo danser mama sjus’ får de brugt deres 80’er-værktøjskasse til at bygge en net lille sæbekassebil, der kun svært lader sig ignorere. ‘God dreng’ og ‘Rødvin2004’ skal man rent faktisk være en arrogant stodder, for ikke at bryde sig om. Men hen mod midten af pladen er det som om bilen mister fart, ja, den vælter faktisk under både ‘Min seng’ og ‘Klar parat start’. Men med ‘Lyssværd’ får de sandelig rettet op på bilen igen, og sikrer at de kommer fint over målstregen. Til kys og kram fra klassens lækreste pige – sikke de dog kan, Sterling, på trods af snot under næsen…

Sterling. 'Solo danser mama sjus'. Album. BirdHitsPlane.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af