Roskilde 04: Korn – kongemetal!
Korn kan deres kram. Nu-metallens fædre leverede en gang toptunet, nedstemt stadionmetal med alt det obligatoriske lir, der hører til.
Plademæssigt ligger Korns storhedstid måske et par albums tilbage. Men bandet har den luksus, at have et af metallens bedste bagkataloger, og de spyttede den ene velspillede klassiker efter den anden ud over Orange scene. Samtidig var lyden både massiv og detaljeret: en fantastisk blanding af bas plickety-omph, guitar crunch og Jonathan Davis’ distinkte martrede vokal.
Der var en vis symbolik i, at Korn på et tidspunkt citerede Metallica’s klassiker ‘One’. For at dømme efter i aftes er de nok den naturlige afløser til Metallica, når det kommer til stadionmetallens svære kunst.
Det eneste, der afholdt koncerten fra at løfte sig til det sublime, var den professionelle reserverthed, der prægede bandet mellem numrene. Publikum fik ikke engang det obligatoriske ‘thank you’, og det skabte en distance til det, der foregik på scenen. Man var fantastisk underholdt, men man følte sig ikke som del af det fællesskab, der skabes i de helt store koncertoplevelser.