The Beatnuts

Så vidt deres trofaste Soundvenue anmelder kan tælle sig til, er ‘Milk Me’ latino-amerikaner duoen the Beatnuts’ syvende album. Dertil kommer et opsamlingsalbum og en remix EP. Det er ganske produktivt for Junkyard JuJu , Psycho Les og Fashion, der slog pjalterne sammen i slutningen 80’erne som et produktionsteam, men ikke kunne lade mikrofonen være i fred og med 1993 debut albummet ‘Intoxicated Demons’ derfor også rykkede over på den anden side af glasvinduet i studiet. Fashion forlod senere Beatnuts for at gå solo, da han konvertede til Islam.

Det ville dog være en skam at sige, at Beatnuts har slået sig op på deres rapevner. Rytme-nøddernes lyrik har altid været repræsenter-, sex- eller partyrap, der alene fungerer som nødvendig glasur på kagen og ‘Milk Me’ er ingen undtagelse. Største rapoplevelse på Milk Me får man faktisk af gæsterapper Prince Whipper Whip, der på det festklædte ‘Buggin’, tager en tur i raptidsmaskinen og leverer old school rap, som var han med i ‘ The Message’

Beatnuts varemærke har derimod altid været beats. Gerne uptempo og feststemte, men altid fængende, beats med et catchy omkvæd og sidst men ikke mindst et velklingende loop. En cocktail, der f.eks. fungerer perfekt på et nummer som ‘Do You Believe’ fra 97 udgivelsen ‘Stone Crazy’. Og samtidig en cocktail, der på trods af sin åbenlyse club – appel og “sing a long” – stil ikke er stukket af for dem, som det er sket for P Diddy og Wyclef, så ordet pop var et mere passende genre begreb end hiphop.

Denne gang må der dog meldes overstyring. Jagten på club bangeren har tydeligvis taget overhånd og første singlen ‘Find Us (In the Back of the Club)’, er, med sit hand-clap beat og alt for simple omkvæd, det tydelige bevis. Det monotome ‘We Getting Paper’ er et andet fejlskud og ‘Uh Huh’ er direkte forfærdeligt selvom mixtape master Tony Touch forsøger at pynte på resultatet med lidt gangsta rap. Det største problem for albummet er nok, at loopsne bare ikke fænger og det giver problemer, når man som Beatnuts hænger så stor del af sin musik op på dem.

Produktionerne drøner til gengæld derudaf som de altid gør. Det tager imidlertid fuldstændig overhånd på det alt for hårdtpumpede ‘We don’t Give A Funk’, der med sit dybt irriterende beat og ligeså hjernedøde beat lyder som… ja, som om Beatnuts er røvligeglade. Så er der mere stil over jungle remixet, hvor originalbeatet er blevet losset langt væk, men loopet desværre er bibeholdt.

Helt til rotterne er albummet nu ikke og på ‘Madness’ rammer Beatnuts formlen med et godt loop, fedt beat og et metallisk, computerforvrænget, men fængende omkvæd. Roc Raida’s scratches og Rahzels rap og human beatbox på det acceptable, ‘Confused Rappers’ er også fremragende, men det er den slags lyspunkter man skal finde her og der på albummet. Kendetegnende er det, at det er andre end selve Beatnuts der lyser op og JuJu og Psycho Les’ eget varemærke, beatet, holder ikke standarden.