The Radio Dept. – vi vil have mere!
Når retro-rouletten drejer næste gang og dermed bestemmer, hvilken af fortidens genrer alle musikkøbmændene for en tid vil stopfodre os med, så kan man kun krydse fingre for, at den lille kugle lander i shoegaze-feltet. Det var med den tanke, man forlod Loppen fredag nat, efter at svenske The Radio Dept. havde stirret på deres sko i en god halv times tid, imens deres honningsøde popsange indhyllet i grumset støj fandt vej til publikums ører.
Svenskernes debutalbum ‘Lesser Matters’ fra sidste år blev indspillet foran hjemmecomputeren, og det resulterede i en underspillet lo-fi lyd, som man kunne frygte ville være svær at genskabe på scenen. Men specielt fremførslen af den fabalagtige single-trilogi ‘Pulling Our Weight’, ‘Where Damage Isn’t Already Done’ og ‘Why Won’t You Talk About It?’ understregede, at der ikke eksisterer tilfældigheder i The Radio Dept.’s lydbillede. Den trinde Johan Duncansons drømmende vokal tittede netop frem mellem feedback, keyboard-flader og små simple guitarfigurer, imens en trommemaskine holdt toget på skinnerne. Detaljerne gik op i en nøje planlagt, højere enhed.
The Radio Dept. blev for nylig beæret med NME’s “Single of the Week”-kvalitetsstempel, og man kan kun håbe, at det vil sprede deres musik langt ud over de skandinaviske indie-kredse. Det er tidlig The Jesus and Mary Chain for en ny generation.
Succesen er heldigvis ikke steget de beskedne bandmedlemmer til hovedet, for denne nat fremstod de som fire forskellige udgaver af absolut selvudslettelse. Indadvendt koncentrerede om deres instrumenter og uopmærksomme på publikum. Men da musikken først strømmede følsomt og hypnotiserende ud i lokalet virkede et sceneshow også ganske overflødigt. Eneste anke var koncertens varighed, som svenskerne insisterede på at begrænse til cirka 35 minutter på trods af vedvarende klapsalver. Vi vil ha’ mere. Snart, tak.