Mos Def

Forventningerne var skruet helt i vejret. Hele fem år er der gået, siden vi sidst hørte fra manden, der har givet os så sublime albums som ‘Blackstar’ (sammen med Talib Kweli) og ‘Black On Both Sides’, så det var bestemt ikke ubegrundet. Men efter gennemlytningen af ‘ The New Danger’ sidder jeg tilbage med en følelse af, at der hverken er nyt eller farligt at hente fra denne front. Mos Def har på denne plade allieret sig med sit backup band ‘Black Jack Johnsen’ og valgt at skrue ned for hiphopattituderne og blænde op for en underlig gang rap’n’ roll – et valg man kun kan begræde.

Denne stil er ikke helt ukendt hos Mos Def, da nummeret ‘Rock N Roll’ fra ‘Black on Both Sides’ er meget lig stilen på ‘ The New Danger’, men hvor det dér blev holdt på et nummer, fylder det her det meste af lydsiden. På starten af albummet rapper Mos, at ‘I ain’t trying to fuck with Limp Bizkit’, men både på ‘Freaky Black Greetings’ og ‘Zimzallabim’ har han lånt meget (læs: alt for meget) af netop Fred Durst og co. På ‘Zimzallabim’ proklamerer han oven i købet, at ‘We will show you how to really make a moshpit bounce’ – Nej vel?

Helt galt går det heldigvis ikke, for Mos evner stadig at lave nogle eminente rapnumre, som der findes et par stykker af hen af vejen. Et nummer som ‘Sex, Love & Money’, hvor omkvædet messende lyder ‘Lay back and relax your mind / About to double the dossage in half the time / Master physical mastermind’, lugter det da lidt af den gamle Mos Def. Albummets højdepunkt er det Kanye West producerede ‘Sunshine’, som både på beat- og rap fronten er et rigtig godt skåret hiphopnummer.
Problemet er bare at disse numre drukner på et album, hvor Mos desværre insisterer på at veksle mellem røvballe rock, nedtonede kærlighedshymner og mere klassisk prægede Mos Def hiphopnumre, som der er alt for få af. Alt dette gør det til lidt af en prøvelse at komme igennem albummets i alt 75 rodede spille minutter. For rodet er det på et skuffende album, hvor både tekster og beats er langt under niveau i forhold til, hvad man tidligere set fra hans side. ‘The New Danger’ har et højt ambitionsniveau, men savner kvaliteten til at føre det igennem. Albummets 18 sange inviterer mere til gab end noget andet, og det er en skam, for Mos Def har vist så mange gange før, at han kan så meget mere end, han her viser!

Mos Def. 'The New Danger'. Album. Geffen/Universal.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med