Morten Schantz Segment

Morten Schantz’ store forbillede på “Segment” er Herbie Hancock og hans Headhunters. Schantz har med en enkelt undtagelse selv skrevet alle numre på pladen, og der er mere end ét venligt buk i retning af skaberen af “Maiden Voyage”; skulle nogen være i tvivl, kan man bare se titlen på det andet nummer: “Herbie’s Habit”. Faktisk kunne man være fræk og sige, at pladen er ét langt hatteløft for den amerikanske jazzfunk-musiker, og det er jo heldigt for mig, for jeg synes tilfældigvis, at Herbie Hancock er ret cool.

Schantz’ funk er ikke noget mausoleum. Uden at lefle for tidens trends er den bøffet op til moderne standarter – hør for eksempel efter Daniel Heløy Davidsens guitar. Stor ros fortjener saxofonist Kasper Wagner, som bare er pissedygtig, har en lækker, gennemsigtig, vibratoløs lyd, og som albummet igennem elegant danner bro mellem henholdsvis funk og mere regelret jazz.

Skal der endelig være et enkelt forbehold – og sådan et skal en mavesur anmelder vel have – så må det blive Anna Ländins rolle på pladen. Det er ikke et spørgsmål om, at Ländin er en dårlig sangerinde, for det er jeg rimeligt sikker på, hun ikke er, men produktet af alt hendes slid er simpelthen kedeligt.

Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at synes, at Morten Schantz’ “Segment” er et rigtigt godt album. At hænge sig i det, man ikke kan lide, ville være for småt, når musikken generelt er så gennemarbejdet og langtidsholdbar.

Morten Schantz Segment. 'Segment'. Album. Cope Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af