Djosos Krost
Pharfar, som måske bedst er kendt for ligeledes albumaktuelle og anmelderroste Bikstok Røgsystem, og den Los Angeles-bosiddende producer Filip er hovedmændene bag Djosos Krost. De kalder projektet for dub og reggae fra det ydre rum, hvilket måske lyder en anelse diffust, men titlen på pladen lyver ikke.
Pharfar kommer fra reggaescenen og Filip fra den elektroniske. Musikken afspejler til fulde bagmændenes musikalske indgangsvinkler og bliver således en organisk og delikat sammensmeltning af varme bløde dub og ragga-toner krydret med de spidse vibes fra den elektroniske musik. Det er moderne dub med et internationalt snit i tråd med det, man hører fra Thievery Corporation, Kruder og Dorfmeister. Vokalarbejdet udføres af Tuco, en veloplagt Jah Bobby, Little Tasha og engelske Adrian Wilding. Pladen svinger mellem downbeat og chillede dub-produktioner og nogle lidt mere up tempo. Det helt store højdepunkt er ‘Cover Me’, en slags dubbet dancehall-fortolkning, som Little Tasha toaster henover.
‘No Sign of Bad’ er god gedigen sommermusik, som man kan lune sig ved her i de kolde måneder. Og som Jah Bobby messer det mere direkte på ‘Creation’, »This is Good«.