Carpark North
Vi kender det alle sammen. At være blevet lokket i biografen af en fængende trailer, og så finde ud af, at traileren indeholdt de eneste par spændende minutter, den film havde at byde på. Skuffende.
Det er lidt den samme følelse, Carpark Norths single ‘Human’ fra deres svære opfølger fremprovokerer. Råspillet i radioen har den fænget med drevne guitarer, elektronisk legesyge og så selvfølgelig det Daft Punk-agtige vokalspræl. Det har til tider været svært at slukke for den indvendige ‘Human’ beatbox.
Men som med traileren, har singlen tilsyneladende fundet de mest spændende minutter og spundet et fængende spind. Resten af ‘All Things to All People’ formår i hvert fald aldrig samme legesyge og sprælskhed. Og det er, ja, skuffende.
I stedet indeholder pladen masser af velspillet og velproduceret poprock af den slags bands, som Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir tidligere har fodret os med. Og fred være med det. Det er sjældent dårligt, men ligeså sjældent er det specielt interessant.
Og når de tre unge danskere prøver, ender de som Ikaros, der sigter for højt og aldrig når helt frem. Som på ‘The Beasts’, hvor balancegangen mellem hårdt og blødt samt et 36-mands stort kor skaber en stemning af Faith No More-proportioner. Men når Lau Højen skal sætte trumf på, efter at koret har båret ham helt op mod solen, formår han ikke Mike Pattons kraftudgydelser. I stedet brænder solen hans imaginære vinger, og han styrter mod jorden.
Jo, jo, det er ellers danske Joshua, der har produceret, Michael Patterson (Beck, B.R.M.C. etc.), der har mixet og Chris Athens (Beastie Boys, N.E.R.D. etc.), der har mastereret. Flotte navne. Men som store skuespillere ikke kan gøre meget med et dårligt manuskript, kan de tre heller ikke hæve Carpark Norths toer over middelmådigheden. Skuffende.