Troo.L.S. & Orgi-e

Troo.L.S. har de senere år udmærket sig som et af Danmarks største talenter i hiphop-producerstolen og har sammen med makkeren Rune Rask været leveringsdygtig i fremragende beats til blandt andet L.O.C. og U$O.

Men ikke nok med det, for med ‘Forklædt som voksen’ viser Troo.L.S. i selskab med Suspekts Orgi-e sig fuldt ud kampklar med mikrofonen i næven i et frontal angreb på mangt og meget og ikke mindst dansk middelmådighed. Med ord som “ik moralsk bare en smule presset over hvor meget folk vil gøre for at komme i pressen” er pladen et angreb på blandt andet ‘Stjerne for en aften’-generationen, jantelov og musikindustri.

Troo.L.S. viser sig som en ganske habil rapper, men det er nu makkeren Orgi-e, der for alvor deler ud af overlegne rim ud. Med et knastørt flow viser han, at han kan meget mere end det bundsjofle, han normalt ekselerer i.

Pladen har flere rigtig gode skæringer som første singlen ‘Go’ morgen Danmark’ med sit wake-up kald til landets kværulante legoborg, ‘F.I.P.C.’ og ‘Rolig – rolig’ med gæstevokal af en veloplagt Tue Track og Rent Mel’s Jooks.

‘Forklædt som voksen’ er præget af bundsolide produktioner, der dog godt kunne savne mere kant og originalitet, og et til tider ganske underholdende tekstunivers leveret med kompromisløshed men uden den store bredde.

Troo.L.S. & Orgi-e. 'Forklædt som voksen'. Album. Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af