Annie
Serien DJ-Kicks har flere gange markeret sig med både interessante kunstnere og vellykkede mix. Nu har norske Annie sammensat en portion numre til det nyeste album i føljetonen. Den ærkenorske blondine kender vi herhjemme fra ørehængerne fra sidste års album ‘Anniemal’, blandt andet det rendyrkede party-pop-nummer ‘Chewing Gum’, der har været en del i luften på P3. Udover sin musikkarriere står hun også for at holde fester i Bergen, og det er blandingen af hendes club-fornemmelse og karrieren som succesrig sangsild, der motiverer udgivelsen i DJ-Kicks-serien.
Med hendes meget elektropoppede album i baghovedet er det noget af en overraskelse at lytte til hendes mix. De udvalgte numre giver indtryk af at hun vil lufte sine meget udsøgte og sjældne plader. Samtidig med hun gerne vil spille lidt af sine inspirations-kilder. Samtidig med nogle af sine egne nye numre. Samtidig lidt frejdig, festlig elektro-pop. Og samtidig et par numre med en mørk undertone, for at vise hun ikke kun er til glad pop. Det er både dystert og dunkelt, det er legende og barnligt, og det er rock hvor guitarstrengene rammer knæskallerne.
Mixet, der langt fra er nogen teknisk bedrift, indeholder interessante numre, men som helhed kommer det til at dufte for meget af boblerne fra en udkogt sammenkogt ret, hvor det er fuldstændig umuligt at gætte, hvad den originale opskrift var.