DangerDoom

Den fortjente hype omkring rapperen MF Doom såvel som produceren Danger Mouse er steget enormt de sidste par år. MF Doom er siden samarbejdet med Madlib i Madvillain-projektet blevet anerkendt som vores tid måske mest innovative mc, og Danger Mouse’s remix af Jay-Z’s ‘The Black Album’ med udgangspunkt i The Beatles’ ‘White Album’ gav ham en plads som hovedproducer på det seneste Gorillaz-album. Derfor virker det også naturligt, at to af tidens mest kreative musik-hoveder har fundet sammen om projektet DangerDoom og albummet ‘The Mouse & The Mask’.

Albummet tager udgangspunkt i Cartoon Network’s nattetime-voksentegnefilm med samplinger fra shows som ‘Harvey Birdman’ og ‘Aqua Teen Hunger Force’. Det er med til at skabe et sjovt og skørt univers, som med garanti ikke er hørt før. MF Doom’s tekster anklager da også gang på gang hiphop-scenen for at hænge fast i de samme emner, som her på nummeret med det bizarre navn ‘Vats of Urine’: »Everybody talkin’ ’bout pistols, gats, it’s boring / Came with a new topic to flip you: vats of urine«.

Danger Mouse har bestemt fået set nogle tegnefilm, og med hjælp fra strygere og 70’er-funkhorn har han skabt en masse superhelte-inspirerede produktioner, der er med til at fuldende det noget anderledes tema. Med ‘The Mouse & The Mask’ har de to kunstnere skabt et næsten perfekt ægteskab, der desværre kun er 40 minutter langt.

DangerDoom. 'The Mouse & The Mask'. Album. Lex/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af