Midaircondo

Midaircondos elektroakustiske musik er suggestiv. Derudover er den bedste måde at beskrive den kvindelige svenske trios debutalbum ‘Shopping for Images’ vel nok som en slags fjern kusine til danske Efterklang. I stedet for traditionelle musikalske forløb lader Midaircondo deres numre udfolde sig i intime, melankolske lydlandskaber, som på deres egen indbydende måde hensætter lytteren i en eftertænksom, meditativ stemning.

Mange af numrene på albummet er hvinende smukke i deres jazzede tristesse, men skal jeg være helt ærlig, bliver jeg ikke desto mindre nødt til at kritisere det noget monotone udtryk, som albummet får på et overordnet plan. Jeg synes efterhånden tit, jeg brokker mig over nye bands, som forelsker sig for meget i én enkelt lyd, men Midaircondo er desværre ikke nogen undtagelse.
Mange af numrene er simpelthen for åbenlyst skåret over den samme læst, og bliver man først opmærksom på mønstret i musikken, ja så kan man altså let lade sig irritere over manglen på facetter. Det er brandærgerligt, specielt fordi Midaircondo faktisk viser, at de har mere end som så at byde på, når deres musikalske billedverden så smukt åbner sig for lytteren.

Midaircondo. 'Shopping for Images'. Album. Type Records/Dotshhop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af