Ninja High School

Kluddermor er ikke bare navnet på en besynderlig leg, der går ud på at vikle børn ind og ud af hinanden – det er også en passende beskrivelse af den måde, Ninja High School håndterer musikgenrer på. Den eneste forskel er, at udredningen, knudeløsningen, er helt og aldeles udeladt af den Toronto-baserede kvintet.

Ifølge gruppen selv bør beskrivelsen lyde: et positivt dance-rap-indie-rock-band med undertoner af dancehall. Ja, det lyder jo både tidstypisk cool og tilpas avantgarde. Og det er i sig selv en bedrift af slå sådan en knude, bevares, men for dem, der ikke har gået til musikspejder, kan det være lidt af en udfordring at holde styr på trådene, for slet ikke at tale om de løse ender.

På den ene side vil musikken gerne møve sig ind i det intellektuelle krydsfelt, der ofte kan anspores mellem to eller flere forskellige modsatrettede udgangspunkter, i dette tilfælde indie-rockens skramlende udtryk og rappens hårdtslående politik. Men på den anden side vil den også gerne tvinge folk op fra stolene med lidt dancerytmer hist og her og en febrilsk omgang hide-and-seek med jamaicansk-inspireret dancehall.

Og resultatet? Jamen, det er ganske enkelt rodet i ordets allermest bogstavelige forstand. Intet kommer rigtigt til sin ret, og når man endelig finder en bid, blot et lille beat, der virker overbevisende, så bliver det druknet i dårlig vokal, grimme og påklistrede samples eller simpelthen bare i den sørgelige produktion, der er så meget ude af balance, at det får en grønlænder fra Vesterbro Torv til at ligne en graciøs ballerina.