Edith Frost
Edith Frost er et af de bedre beviser på, at man ikke behøver meget mere end en god melodi og en smule akkompagnement for at lave dragende og vidunderlig musik.
Med sin smukke, klare stemme og en sparsom instrumentering guider Frost lytteren gennem det ene smukke nummer efter det andet, og selv om det en gang imellem bliver lidt for corny og happy-go-lucky, så holder Frosts nutidige folk-pop stort set hele vejen igennem.
Pladens store styrke er den intimitet, som Frosts stemme besidder. Mest af alt lyder hun som pigen, der i 1968 sad ved bålet og spillede guitar med ‘flowers in her hair’. Voksen og stålsat, samt følsom og befriende naiv i samme åndedræt.
Tilsat den skrabede instrumentering er små finesser, som der ikke altid lægges mærke ved første lyt. Det kan være et lille klokkespil eller en skæv tone. Noget der giver denne plade et lille særpræg, som løfter den yderligere op. En smuk og varm plade fra Frost.