Jaguar Wright – der skal mere end sjæl til
Jeg er pro opvarmningsbands – men med måde. Aftenen startede med lidt pladevendning af Szhirley og Karen, dernæst DJ Noize, efterfulgt af svenske Peshi og så til sidst amerikanske Keke Wyatt. Denne Keke der ikke var på plakaten, blev først præsenteret for Vegas personale få timer før koncerten og skabte lidt forvirring blandt publikum, der var i tvivl om hvem hun egentlig var.
Men efter et alt for langt sæt med Keke, kom damen endelig. Jaguar Wright. Den – ifølge hendes seneste plade ‘Divorcing Neo 2 Marry Soul’ – nyskilte dame. Det er muligt, at hun er blevet skilt fra neo soul, men koncerten klingede af, at de stadig er sengekammerater.
Lydniveauet på bas og trommer fik de indre organer til at vibrere, og det seks mand store orkester spillede efter bogen. Jaguar Wright selv fungerede som karismatisk souldiva med et indiskutabelt sangtalent. Setlisten bestod hovedsagligt af numre fra hendes første plade ‘Denials, Delusions and Decisions’, og som ekstranummer spillede Jaguar et nykomponeret nummer ‘Soul Food’, der var næring for sjælen.
Koncerten endte i en jamsession, der besøgte både Erykah Badu og D’Angelo. Problemet var, at der ikke var nogle på scenen, der kunne huske tekster eller akkorder, hvilket resulterede i en rodet afslutning med mere tæring end næring.
Soul betyder som bekendt sjæl, og det er der alt for få soulsangerinder, der har. Jaguar Wright har sjæl – men til gengæld mangler hun opfindsomhed, og lægger sig derfor kun i kølvandet på de rigtig store stjerner. Koncerten, omend velspillet og velsunget, blev aldrig rigtigt interessant.