Matias Aguayo
Om de får den ind med modermælken, er ikke til at sige, men at chilenernes musikforståelse er overvældende, er ikke til diskussion. Oven i købet så massiv at den de senere år har givet voldsom genlyd langt ind i technogenrens på mange måder sterile lydunivers. Villalobos, Pier Bucci, Dinky, Lucinano og Dandy Jack er gode eksempler på chilenernes indtog på især den tyske klubscene, og Matias Aguayo er endnu en. De har vist, hvordan man kan integrere sig uden at miste sit særpræg, og dét har været vigtigt for scenens udvikling.
Det tidligere Closer Musik-medlem Matias Aguayos solodebut ‘Are You Really Lost’ er, sagt på godt dansk, en ‘lækker lille sag’. På bedste Kompakt-facon bydes der på minimal, små-poppet housemusik typisk med vokal, og altid går beats og basfigurer direkte efter danseskoene. Derfor er det, som album betragtet, heller ikke uden problemer. ‘4 to the floor’-princippet fungerer glimrende i mange sammenhænge, men før det kommer helt op at ringe som lyttemusik, skal der lidt mere til, end det Aguayo her bidrager med.
Modsat beskriver man bedst ‘De Papel’-versionen med Max Turner på vokal samt ‘The Red and the Green’ som vaskeægte perler, der ikke alene trækker helhedsindtrykket gevaldigt op, men også gør udgivelsen til et must for djs med minimal-genren som speciale.