Ordkløver

Boris Stjernebye Schiøler er nok bedst kendt som storskrydende frontmand i gruppen Düreforsög, der i slutningen af halvfemserne stormede rundt i den danske undergrund med sine besynderlige variationer over punk og budskaber om onani med venstre hånd. Men sideløbende har den sprudlende Stjernebye Schiøler også haft tid til at tilgodese drømmen om en mere litterær karriere, hvilket i 1999 resulterede i det mere retlinede music’n’poetry-projekt Ordkløver.

Tungen sidder ikke lige så skævt i munden på digter-Boris som på den højenergiske forsangerudgave, men der skal ikke herske tvivl om, at vi her har med en ganske habil poet at gøre. En ordjonglør af den slags, der besidder nok personlighed til at gøre sig mindst lige så godt på en cd som på et stykke papir. Og hvis man ikke var klar over dette, så er ‘Byen Buldrer’ en udmærket og lysende sti til erkendelse.
Digtene er afgjort gode og semifinurlige. Altid legende og til tider direkte overraskende bygget op, men egentlig kløvning af ord forekommer dog ikke så konsekvent som gruppens navn antyder. Det tætteste man kommer på sproglig dechifrering er den gennemgående trang til at stave ordene højt. Bogstaverne hænger simpelthen mere løst end næver på en lørdag aften i Slagelse. Umiddelbart virker det forvirrende på den der formålsløse måde, men ved nærmere bekendtskab opnår kunstgrebet en vis charme. Ikke mindst når lydkoret Whop overtager alfabetet og lyder som berusede munke og/eller søpirater.

Besætningen, der består af Düreforsög-folkene Nis Bysted og Andreas Hauer-Jensen på henholdsvis guitar/synth og trommer/bas, holder sig pænt i baggrunden, men uden at falde helt i med tapetet. Når de ind i mellem træder frem, så trækker de pænt på erfaringen med den multifunktionelle, punkede støj, som de har deres rødder i. Det bliver aldrig helt udsyret – desværre, fristes man til at sige – for hvis Boris og co. virkelig ville, kunne de med lethed skabe en lille, men intens myte omkring sig.