Anthony Hamilton

Efter mere end 10 år, hvor Anthony Hamilton flere gange har været lige ved og næsten, fik han endelig succes med sit anmelder-roste debutalbum ‘Comin´ From Where I´m From’ i 2003. Nu er Anthony Hamilton aktuel med den ventede opfølger ‘Ain´t Nobody Worrying’, som er en plade, der bekræfter hans store talent. Med dette udspil nærmer han sig en plads ved siden af de helt store soul-legender.

Det er netop legenders lyd fra halvfjerdserne, som ‘Ain´t Nobody Worrying’ bærer præg af. Tilbagelænet, dyb og organisk soul, hvor det er stemmen, der spiller hovedrollen, og til det har Anthonty Hamilton det helt rette værktøj. Med en overbevisende stemme og helt uden biroller fører Anthony Hamilton lytteren på en rejse igennem tiden, der får en til at tænke på så store personligheder som blandt andre Bill Withers og Teddy Pendergrass.

Men selvom Anthony Hamiltons stemme og lyd afspejler hans inspirationer, så tag ikke fejl, for han forstår på fornemmeste vis at kombinere sine inspirationer med et personligt udtryk, og hvad enten det er reggae-nummeret ‘Everybody’ eller soul-balladen ‘Change Your World’, så tændes en varm følelse i kroppen. På det politiske titelnummer ‘Ain´t Nobody Worrying’ slipper han helt tøjlerne, og hans egen unikke lyd kommer i spil. Hvis man skal pege på et minus, så kunne man godt savne nogle flere numre med samme nerve og intensitet.

Anthony Hamilton. 'Ain´t Nobody Worrying'. Album. SoSO Def Records/Sony BMG.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af