Guitar
Albummets cover er ikke til at tage fejl af. Tyske Michael Lückner har en forkærlighed for guitarer og Tokyo.
Lyden af Japan gennemsyrer ‘Tokyo’s ti numre, og man kan næsten se kirsebærtræerne for sig, når tonen slås an på henholdsvis Pipa- og Koto-guitarer. Under et ophold i Tokyo blev Michael Lückner forelsket i byen og besluttede sig for at lave et album med Ayako Akashiba som vokalist på tre af numrene. Men selv ikke med hendes sarte stemme formår albummet at løfte sig over det middelmådige, dog beviser hun på ‘Tokyo Memory’ og ‘Wash Me Away’, at hendes stemme klæder de electronica-inspirerede skæringer. Guitaren er ikke overraskende det altoverskyggende instrument, og netop denne ensidighed ville have godt af såvel modspil som udfordring.
Albummet har som helhed et fint og blødt udtryk, men det er også derfor det bliver ensformigt og uvedkommende. Det er halvkedelige popmelodier skåret i et langsomt og drømmende tempo, der desværre har tendens til at prelle af på overfladen, og derfor aldrig får sat deres tydelige aftryk hos lytteren.