Mikkel Metal
Der er ingen grund til at underdrive. De sidste par år har Mikkel Metal markeret sig som ét af dansk elektronisk musiks absolut største talenter. Ja, sågar et af dansk musiks største talenter, i det hele taget. Den succes, der startede med et par fremragende Basic Channel inspirerede plader på det danske label Echocord, har ført ham forbi så hæderkronede selskaber som Traum Schallplatten og ikke mindst Wolfgang Voigts Kompakt, selskabet, der denne gang står klar med Metals nye album, ‘Victimizer’.
Alene af den grund er ‘Victimizer’ et album, der vil skaffe den danske producer stor eksponering. Når man lægger øre til albummet, kan man konstatere, at han om nogen har fortjent det. Basic Channel-referencerne og især dubben er der stadig, men han har samtidig fået sit helt eget udtryk. Et udtryk, der i forhold til de tidlige udgivelser, er lidt mindre minimalt, og som samtidig er så rigt på varme, at det allerede dér skiller sig ud fra de ofte meget sterile, metalliske produktioner, der kendetegner den minimale techno for tiden.
I en tid hvor dansk politik tiltrækker mere og mere negativ opmærksomhed, svømmer dansk electronica og techno mod den stærke strøm. Aldrig har der være så megen positiv kritik rettet mod den danske scene, og sammen med Anders Trentemøller har Mikkel Metal en stor del af skylden for den udvikling. I takt med at de repetitive, dubbede og tilbagelænede rytmer bærer lytteren længere ind i ‘Victimizer’s univers, forsvinder sidste rest af tvivl. Mikkel Metal er en værdig ambassadør.