Giant Drag
Giant Drag, bestående af Annie Hardy og Micah Cabrese, giver sig på deres debut af med sløset indierock, der oser af coolness – og det på overbevisende vis. Lige fra åbningsnummeret ‘Kevin Is Gay’ imponeres der med forvrænget guitar, Hardy’s pigevokal, ligetil melodi og, ikke mindst, mjaven.
Hardy’s mjaven til trods er der nu intet synderligt kælent over sangerinden. Albummet igennem hvæsses kløerne, og afskedstårer suppleret med strakte langfingre verfes efter vekslende fyre. Kærligheden synes svær at finde, og gennem skæringer med bramfri titler som ‘YFLMD’ (You Fuck Like My Dad) og ‘You’re Full Of S***’ får frustrationerne frit løb. Et herligt ramponeret og skramlet udtryk er med til at give sangene kant, og de brusende guitarer klasket sammen med Hardy’s skiftevis uskyldsrene og vrængende vokal fungerer perfekt.
Guitaren har en shoegazerlyd, som ikke kan undgå at føre tankerne hen mod My Bloody Valentine – men også PJ Harvey og Mazzy Star titter ind imellem frem. Giant Drag er dog allerhelvedes svære at imponere og sværger først og fremmest til deres egen stil. Den synes til gengæld så ubesværet, så skødesløs og så helt igennem cool, at man ikke kan undgå at blive betaget. Når de oven i købet varierer deres udtryk med også mere neddæmpede udspil, som eksempelvis ‘Smashing’ og ‘Blunt Picket Fence’, kan man ikke undgå at blive overordentlig imponeret.