CunninLynguists

Der er nok mange, som går og tror at hiphop fra sydstaterne, ikke er andet end crunk, biler og bitches. Men CunninLynguists, der består af rapperen Deacon og produceren Kno, får med deres tredje album krøllet stereotypien sammen, og smidt den i skraldespanden til fordel for jazz, soul og masser af poesi.

Det er en plade, der fører tankerne tilbage til de gode gamle dage, hvor Outkast satte sydstaterne på hiphop-kortet med deres debut-album, og i det hele taget minder en om, hvorfor man begyndte at høre hiphop. De fantastiske produktioner som Kno leverer, spænder bredt fra det melankolske ‘The Gates’ til det psykedeliske ‘Hellfire’ og med sit fremragende blik for samplinger, trommer, bas og diverse loops, binder han albummet sammen og skaber en lydbillede, der alene gør dette album til en klassiker.

Deacon skal også have ros, for selvom pladen bliver husket for produktionerne, så passer hans poetiske lyrik perfekt til Knos melankolske lydunivers. Han viser flere gange sine kvaliteter som mc, hvad enten han battle-rimer eller rapper om livets uretfærdigheder, og ja dette citat taler vist for sig selv: »Grandmamas used to bus us to church, humming hymns/ stretch a fat meal out on the table from something slim/ and we starving, faith on the back of a carton/ to find it follow tracks down arms and boulevards«.

CunninLynguists. 'A Piece Of Strange'. Album. L.A. Underground/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af