Wolfmother

To valgmuligheder. Det er alt, australske Wolfmother giver dig.

1: Vær skeptisk, sæt dig over i hjørnet, læg armene over kors og spyt surt ned i tjærespanden. Fremstam noget muggent om, at alt bare var federe, dengang Ozzy bed hovedet af flyvende pattedyr, og Robert Plant legede med sort magi, mens han lirede noget ‘Stairway to Heaven’ ud af ærmet.

Eller 2: Flå volumen op på max, smid tøjet, hæld sprit ud over dit nøgne korpus, sæt ild til dig selv og dans til hovedet falder af.

Det er valgmulighederne i al deres enkelhed, når Wolfmother i ekstremer springer ud til lyden af en svedig 12 runders ‘royal rumble’ med Led Zeppelin, der møder Black Sabbath, der så igen møder The White Stripes. Et heftigt clash af klassisk 70’er hardrock tilsat en lige højre og 13 stærke, melodiøse hooks. Storladent og alligevel pokkers stramt.

Drop derfor opkaldet til det lokale musikpoliti, for selvom de tre
australske ungersvende Andrew Stockdale (vokal, guitar), Chris Ross (bas, keyboard) og Myles Heskett (trommer) helt åbenlyst står med hovederne langt nede i en dyb tallerken fra fortiden, så slikker de den godt og grundigt ren samtidig med, at de kommer helskindet op til overfladen med en overrumplende,
opdateret spændstighed. Wolfmother’s debut er hårdtslående retro af den mest gennemførte slags.