Marco Carola
Med Marco Carola bag mixerpulten er vi nået til nr. 31 i rækken af mix-udgivelser fra den velrenommerede klub og pladeselskabet Fabric. Før ham har blandt andet navne som Michael Mayer, Akfuen og Swayzak været at finde bag Fabric-mixeren.
Carola startede i hjembyen Napoli, hvor han lagde ud med house og italo disco, men med tiden er disse genrer blevet skiftet ud til fordel for technoen – nærmere betegnet den minimale del.
Dette godt 70 minutter lange mix varierer mellem den pæne og velstrøgede skjorte, der stadig dufter af renseri, og den mere krøllede sag, der aldrig er blevet hevet op af vasketøjskurven – og det er her, vi både støder på udgivelsens stærke og svage sider. Det er minimalt på godt og ondt. Godt når han vælger de mere underspillede numre, hvor stilen er ganske ligetil og direkte som på Barem’s ‘Cilindro’ og Paco Osunas ‘Cretine’. Skidt når valget falder på de lidt for detaljerige og rodede skæringer som Mathias Kaden ‘Snowman’.
Her serveres minialisme med et øje for henholdsvis detaljen og de funky elementer, og der tales såvel til hjemmeanlægget som til dansegulvet. Rigtig godt bliver det, når Ernie og Alex Smoke på de sidste skæringer blander technoen med både synth og electro. Samlet set ville det dog have klædt helhedsindtrykket, hvis Marco Carola havde været en anelse mere stringent i udvælgelsen af besætningsmedlemmer, men tag ikke fejl – her er tale om kvalitet.
Fabric 31 kunne sagtens ende som en vinder hos den minimale skare af lytterne, mens vi der til tider efterspørger færre effekter, og knap så meget velorganiseret kaos, nok vil søge andre veje.