Busdriver

Han kommer direkte fra hiphoppens West Coast-højborg, det solbeskinnede Los Angeles, men Busdriver lyder som alt andet end en doven Snoop Dogg eller Ice Cube-klon. Med et legesygt og udfordrende flow, der lyder som en blanding af Busta Rhymes og Speech fra Arrested Development på syre, er Busdriver et noget uventet bekendtskab. Han har kreeret et underligt, forvirrende, men også dragende album, der er temmelig svært at blive klog på.

Der veksles mellem high speed-rap og sang i et tekstunivers, der kredser om sarkastiske og finurlige historier. Den ustyrlige stemme, er her, der og alle vegne, og kammer med jævne mellemrum over i ren vanvid, hvilket til tider gør albummet til lidt af en prøvelse. Men han har også et godt popøre, den skøre buschauffør, der gør numre som den svævende ‘Dream Catcher’s Mitt’ og grime-tracket ‘Less Yes’s, More No’s’ til store oplevelser.

Musikken er naturligvis en skizofren smeltedigel af forskellige genre og udtryk, der trækker i alle mulige retninger, hvilket gør den ganske svært at beskrive. Men efter et par gennemlytninger begynder man at fange idéerne (i hvert fald nogle af dem), og inspirerende nytænkende produktioner træder frem af kaos. Som ‘Pompous Posies! Your Party’s No Fun’, hvor et stueorgel møder et brummende køleskab. Det lyder lidt derhen af i det mindste, men igen, han er temmelig svær at blive klog på, den kære Busdriver.