Causa Sui
Causa Sui er i sandhed et overvældende bekendtskab. D’herrer Jonas Munk, Jakob Skøtt og Jess Kahr er også kendt under navne som Manual, Syntaks og kollektivt som tre fjerdedele af hedengangne Limp. Sammen med sanger Kasper Markus er de eksponenter for noget af det allermest anakronistiske og stædigt utæmmede musik i Danmark.
De fire Odense-gutter giver sådan omtrent en kvart potte pis for hvad der er oppe i tiden, og spiller istedet, som var de Jimi Hendrix’ glemte groupie-avl, der netop har opdaget fars gamle guitarer og hengemte LSD-frimærker. Og minsandten om ikke de slipper rystende godt afsted med at massere en episk gang syre ind i den kollektive danske rock-flæskesvær!
Selve navnet, Causa Sui, beskriver i filosofisk fagsprog noget, der er skabt indefra. ‘Free Ride’, som er bandets andet værk, er blevet til under en ni måneder lang kreativ isolationsperiode, men numrene virker på ingen måde indstuderede eller tøjlede. De fremtoner nærmere som en stribe smukke, fritfabulerende jams, der flyder på en hvidglødende magmastrøm af vulkanhede guitarriffs og -soli. Lyden er saftig og organisk og helheden ganske enkelt fænomenal. De syv lange numre fortjener at tromle ud af højttalerne og henover én ved højest mulig volumen.
For nu at være så fræk at vende tilbage til flæskestegen: Hvis rockscenen herhjemme på nogen måde kan sammenlignes med vores svineeksport, ja så må vildsvinet være den oplagte gryntende parallel til Causa Sui. Svær at opdrive, vildtvoksende og voldsom, men serveret rigtigt er det en delikatesse af de helt store. Det er skønt for en gangs skyld at støde på et frodigt band af denne karat, som ikke lader sig kastrere og vandkæmme af musikindustrien.