RJD2 – intergalaktisk hiphop-jazz-funk-prog-pop
Der ligger en bittersød ironi i, at et af tidernes mest fremadskuende initiativrige spillesteder i Århus historie Fabriken snart lukker ovenpå et forrygende forårsprogram, men så tager de afsked med manér. Rosinen i pølseenden RJD2 kunne ikke passe bedre ind. Med sit afsæt i hiphop bevæger han sig indenfor samtlige stilarter.
Det kan nok være, at dem der kun kender RJD2 som innovativ hiphop-producent og fra EL-P’s pladeselskab, Def Jux, fik sig lidt af et chok, da RJD2 mødte op til den udsolgte koncert og spillede en besynderlig blanding af progressiv musik og jazzfunk på rigtige instrumenter som guitar, bas, trommer og vokal milevidt fra hiphop. Desuagtet smed publikum glædeligt håndtegn, sådan som det er kutyme til hiphop-koncerter.
Efter nogle numre forlod bandet scenen, og RJD2 selv tog plads bag sine turntables og gav et set af DJ Shadow og Kid Koala-lignende toner, der samplede alt fra Mike Oldfield til jazz-grooves og beats fundet frem fra de mest ukendte hjørner af loppemarkeder i New York, medens filmsekvenser rullede på et lærred bagved. Derefter luntede bandet ind til en omgang jazzprog mere.
RJD2 fungerede dog bedst solo, fordi som band forvildede de sig ud i komplekse armbevægelser af den slags, som tydelige inspirationskilder som Yes og Herbie Hancock spiser til morgenmad. Viljen til at være over hele landkortet samtidigt gjorde koncerten til en tankevækkende om end noget diffus oplevelse.