Yesterdays New Quintet

4 6

Alkymisten Madlib byder for gud ved hvilken gang indenfor i laboratoriet, hvor multiinstrumentalisten denne gang tryller fortidens støvede jazzplader og alskens obskure lyde om til det pureste øreguf.

På nippet til det nye årtusinde satte Madlib sig for at skabe sit eget musikalske Big Bang, hvor klassisk jazz, funk og fusion kolliderer med nutidens hiphop og samples i et sonisk lydunivers. Hertil dannede han Yesterdays New Quintet sammen med fem indviede jazz-hankatte (der naturligvis er hovedpersonens egne alter egos), der nu syv år senere er blevet til endnu flere grupper, som fremfører deres anarkistiske jazzlege på skiven ‘Yesterdays Universe’.

Fælles for projektets “aktører” er den excentriske tilgang til musikken, der kun sjældent kan nydes uden anstrengelser. Dog lurer vellyden under overfladen på alle (for nogle sikkert perfide) obskuriteterne. Madlib kunne sagtens have øget fordøjelsen med et lækkert trommeloop eller en velklingende vokal-sample. Men det gør han ikke og derfor kræver det tålmodighed at finde ud af, at der ingen ende er på gårsdagens univers. Ej heller på Madlibs kreativitet.

Yesterdays New Quintet. 'Yesterdays Universe'. Album. Stones Throw/VME.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af