Revoltage

I 90’erne skabte forfatteren Jan Sonnergaard en vis forståelse for samfundets utilpassede eksistenser med novellesamlingen ‘Radiator’. En slags prosaens svar på et råt ravegilde. Nu går hiphop-trioen Revoltage ham i bedene med småpoetisk revolutionsrap på deres debutalbum.

Med sort humor og morbid larm går de i biddet på småborgerligheden og den kvalmende normalisering af samfundet. »Hvis du kan lugte noget råddent her i Danmark / så kom i gang, du må ikke være en wanker,« lyder opfordringen til de skæve individer på åbningsnummeret ‘Viva la Revoltage’.

Singlen ‘Livsforsikring’ er en ironisk kommentar til det forsigtige forstads-Danmark (»Det farligt at blive født, for du ender med at dø (…) skal du ikke have en livsforsikring?«), mens ‘Hvem skal redde byen fra de rige?’ angriber både kapitalismen (i skikkelse af boligmarkedet) og den sociale ulighed: »der plads til mange folk, men ikke plads til mangfoldighed«.

Revoltages rundtur i natte-, køns- og karrierelivet er både præcis og underholdende, men hvad vigtigere er, så giver den samtiden et ordentlig los bag i. Derfor kan man også se gennem fingre med de manglende tekniske evner og den til tider banale drukvrøvl, samt at der smøres lige lovligt meget melankoli på den ellers velmente ‘I ser det ske’ og de mange guitarriffs i omkvædene.

Revoltage. 'Kaos i myldretiden'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af