Devendra Banhart

Hippiefugl, blomsterbarn, flipperrøv. Kært barn har mange navne. Én ting er dog sikkert, Devendra Banhart følger stadig det kosmiske spor, han lagde ud på sine forrige udgivelser, og som især fandt en fast form med ‘Cripple Crow’ fra 2005. Banhart har aldrig været den type kunstner, der lader sig begrænse af konventioner om længder på album eller numre, og hans femte album er derfor endnu et eklektisk greb, som han udfolder og udforsker på 16 vidt forskellige sange.

Selvom Banhart efterhånden har oparbejdet et vist erfaringsgrundlag og rutine inden for albumproduktioner, er den måde, han skaber musik på stadig særdeles legende og fordomsfri, og man overraskes bestandigt over, hvordan han lader sig inspireres af forskellige tidsperioder og genrer, alt imens integriteten er intakt.

Han crooner sig igennem ‘Shabop Shalom’, så der ikke er et øje tørt, og kaster sig dernæst ud i den Hendrix-inspirerede ‘Tonada Yanomaminista’ med vilde skrig og rivende guitar-riffs, mens der undervejs på albummet stadig gøres plads til at pleje det sydamerikanske bagland med forføriske og intense spansksprogede sange. Devendra går stadig egne veje og forbliver med denne udgivelse i sin helt egen liga. Tilnavne eller ej.