KT Tunstall

Efter at have solgt godt fire millioner albums af debuten er skotske KT Tunstall klædt på til succes med sit nye album. De regnbuefarvede seler og den afslappede stil fra debut-coveret er i hvert fald skiftet ud med lårkort kjole, støvler, glitrende guitar og ditto stjerneattitude parat til at erobre verden. Og samme forvandling kan siges om musikken, for det er mere nydeligt, og har fået poleret mange af kanterne af, men det fungerer alligevel fint.

KT Tunstall har nemlig den egenskab, at, skønt hun har begivet sig ud på bredere og mere radiovenlig vej, stadig har nerve. Hendes stemme er småhæs, undertiden blueset, og altid imponerende; og i sammenligning med Katie Melua, Nerina Pallot og alle de andre sangerinder med noget på hjerte, skiller hun sig ud. Med guitaren i skødet formår hun nemlig at spinde sin balsambløde folkpop, imens der flirtes med rocken på forførende vis: ‘Hold On’ er smittende med sin blanding af blues, latin og ukulele, ‘Hopeless’ minder om Aimee Mann i sødmen, mens Tunstall i den rockede ‘I Don’t Want You Now’ verfer langstrakte langfingre efter eks’en, alt imens durakkorder hopper afsted og bringer smilet frem.

Albummets kradsbørstige og uptempo-numre fungerer dog bedst, mens balladerne undertiden tørrer ud, og især albummets sidste numre synes noget svage. Men er mainstream-pop med nerve lige ens kop te, er albummet, som titlen antyder, nok fantastisk. For os andre er det blot vældig fint.