Stereo Total – kun spredt feststemning

»Vi spiller disco, chanson noir, punk, techno à gogo, cabaret og r-r-r-r-rockabilly!«, indledte Brezel Göring manisk og i et tempo, så pennen lavede hjulspind på notesblokken for at få det hele med. Med enten en guitar, trommestikker eller sit skridt i hånden viste han sig at være umulig at styre på en tønde land, da han senere crowdsurfede og fik sin vandkæmmede Dean Martin-quiff til at snurre, mens hans musikalske hausfrau, Françoise Cactus på trommer og sang, mindst ventede det.

Den fransk/tyske duo har, siden de i midt-90’erne stødte ind i hinanden på et gadehjørne i hjembyen Berlin, dyrket amatøræstetikken på professionelt niveau. Trommesættet og retro-synthesizeren var i ministørrelse, mens selvironien var tommetyk i deres to-minutters tyggegummiballader som ‘Liebe zu dritt’ om gruppesex, Claude François’ ‘Comme d’habitude’ i garage-pop-udgave, kitsch-hittet ‘Musique automatique’ og et cover af Salt-N-Pepas ‘Push It’, der alle er værdige bidrag til nå-generationens sangskat.

Den trofaste fanskare, der var mødt op, fik forventningens glæde forløst i et greatest hits-orgie, hvor energiniveauet var, lige som sidste gang de besøgte København i 2005, som en Trabant med speederen i bund. Men desværre fik en djævelsk dilettant overtaget i en koncert, hvor nærmest alt gik galt. Indsatser glippede flere gange, Brezel rodede med guitarlappegrejet midt i det hele, efter en streng var sprunget, og helt pinligt blev det, da Françoise både slingrede uhørt i skolelærerrytmikken og afslørede sin mangel på klæbehjerne, selvom hendes tiårige lolita-stemme er gemt bag et slidt bibliotekar-look. Hun kunne ganske enkelt ikke teksten til de nye sange fra det seneste album, ‘Paris-Berlin’. Endda selvom hun har haft et årti at øve sig i og hele sangkatalogets tekster stod foran hende på et nodestativ.

Kun ekstranumrene ‘Wir tanzen im 4-eck’ og ghettotech-chansonen ‘Everybody in the Discotheque (I Hate)’ var formildende omstændigheder til en koncert, hvor man godt kunne have forventet mere end blot spredt feststemning.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af