Tom Brosseau
Den amerikanske singer/songwriter Tom Brosseau er et særdeles produktivt bekendtskab. I løbet af de sidste fem år har han udgivet ikke mindre end fem fuldlængde albums med sin fintfølende alt-folk, hvoraf ‘Cavalier’ er udgivelse nummer to i år alene.
Han lægger sig på flere måder op ad Devendra Banhart, fra tiden før han begyndte at se flerfarvede fabeldyr og invitere alle sine mange venner med i studiet. Det legende guitarfingerspil og den indtrængende stemme har den samme fængende karakter, som Brousseau dog har valgt at simplificere indenfor mere traditionelle rammer.
Stilen er minimalistisk og stort set alle albummets numre udgøres alene af Brosseau og hans akustiske guitar. Det skaber en intim stemning, hvor man næsten kan se ham for sig, siddende med guitaren på sin ranch-veranda og rive den ene side efter den anden ud af dagbogen, for at omsætte dem til sangenes lyriske tekster om svære livstilstande.
Musikken har en stille intensitet, der langsomt, men sikkert sniger sig ind på én og albummet emmer af en melankoli og ensomhed, der balancerer et sted imellem potentielt at kunne forværre en vinterdepression og blive årstidens bedste allierede. Men et par mere eksperimenterende guitarakkorder havde dog kunne løfte albummet ud af dets lurende monotoni.